Anita er i dag friskolelærer, gift og mor til to.
En kamp med mange forskellige symptomer var Anita’s virkelighed i flere år. Uanset hvor meget hun hvilede, eller hvor mange ferier hun holdt, forblev hendes symptomer uændrede. Og hvor undersøgelser hos egen læge ikke gav resultat.
Det var først, da hun besluttede sig for at opsøge yderligere undersøgelser i Ungarn, at det førte til nye undersøgelser i Danmark, hvor hun i 2019 fik diagnosen NET.
Da hun fik den, var hendes søn 14 år og lige begyndt i 8. klasse og datteren 8 år og begyndt i 2. klasse. Det var meget svært for Anita både at passe på sig selv, sin familie og sit arbejde - samtidig med at være alvorligt syg.
I episoden reflekterer Anita over de mange følelsesmæssige påvirkninger af at leve med NET.
Derudover understreger hun betydningen af ordentlig kost, motion samt den nødvendige balance i hverdagen for at opretholde livskvaliteten og energien.
Lyt og hør mere om
- Anitas årelange kamp med symptomer som hovedpine, dyb træthed, uforklarlig hjertebanken, flushing og en kompleks diagnosticeringsproces.
- Tiden efter diagnosen var præget af chok, magtesløshed og en svær fase. Anita fortæller om at finde styrke i troen og vigtigheden i at være aktiv deltager i sin behandling. At hun søgte viden - og ‘lektier’ hos lægerne.
- Anita blev opereret tre gange i løbet af det første år og mistede sit arbejde på grund af sygefravær. I dag er hun tilbage som lærer på en anden skole på nedsat tid, og hun har en særlig ordning med kommunen, der giver arbejdspladsen kompensation allerede ved 1. sygedag.
- Anita arbejder derfor med taknemmelighed som grundindstilling og på at økonomisere med sine ressourcer – bl.a. ved at takke nej uden at få dårlig samvittighed.
- Kampen mod tilbagefald og ønsket om fortsatte kontrolskanninger. At Netpa og NET-fællesskabet har betydet meget for Anita.
Udvalgte citater fra episoden
“Jeg fik et kæmpe chok over at få diagnosen. Jeg forberedte et krybbespil i skolen til julefesten og havde slet ikke tid til at rende til undersøgelser og operationer. Jeg tænkte ikke - okay, nu er jeg syg og skal lade alt ligge, fordi nu er det bare det her, det gælder om.”
“Først var jeg forvirret og chokeret og ville ikke erkende det. Hvorfor lige mig? Så var der to dage, hvor jeg lå i sengen og opgav: ´Jeg lever ikke til næste jul. Nu kan det også bare være lige meget.’ Men så kravlede jeg ud igen, fordi jeg faktisk havde meget at leve og kæmpe for - og tænk, hvis jeg kunne blive helbredt.
Tænk, hvis mine to børn skal vokse op uden deres mor? Det ville være ubærligt. Den tanke gjorde rigtig meget for, at jeg ikke gav op, og at jeg hele tiden bevarede optimismen. Jeg ville gøre alt i min magt for at kunne være der for dem i lang tid.”