Miraklet på hospitalet

Jeg vil nødigt støde nogen på manchetterne, eller underkende deres forløb med NET. Jeg håber ikke - og regner heller ikke med - at min historie virker sådan. Men hvis den gør, så på forhånd undskyld. Det er slet ikke meningen. 

Undervejs vil jeg sikkert bruge udtryk, som måske kan få det til at vende sig i folk. "Sådan kan man ikke skrive!". Igen, det er altså sådan, jeg har det, og jeg er fuldt bevidst om, at langt de fleste må have det helt anderledes. 

Omvendt har jeg også ret til at præsentere min historie. Nogle ting i mit forløb har været voldsomme, andre langvarige og forvirrende. Så jeg har "optjent point nok" til at fremføre historien, selvom mine oplevelser hen mod slutningen sikkert vil virke, som om de stikker af. 

Når jeg prøver at hitte ud af, hvorfor jeg er så forhippet på at skrive, så handler det egentlig ikke om at indgyde håb til andre. Det tror jeg bestemt, min historie kan gøre, og det vil være en meget gunstig sideeffekt. Men den egentlige motivation er snarere noget med: Jeg er også zebra! Se mig! Se mine flotte striber! 

Begyndelsen 

Jeg har ingen anelse om, hvornår en celle i min krop lagde kimen til NET. 

Engang - vist i slutningen af 90'erne - begyndte jeg at få pludselige smerter i maven. Der var lange perioder mellem disse episoder, måske måneder? De optrådte altid om natten, måske ligefrem på klokkeslet? Og så varede de nok ca. 10 minutter. Det gjorde rædderligt ondt, men bagefter kunne jeg bare sove videre. I dag véd jeg, at det var den primære NET-tumor. Den viste sig siden at sidde mellem bugspytkirtel og tolvfingertarm. 

Der må alligevel skulle en ordentlig tumor til at skabe den slags smerter, og NET udvikler sig jo langsomt (min vistnok meget langsomt). Så ved at regne tilbage, får jeg det til, at min NET må være startet allersenest i midten af 1990'erne og sikkert mange år tidligere. 

Efter en del af disse episoder gik jeg til læge, men præsenterede samtidig nogle hjerteproblemer, og det gik vi så efter i stedet. Natteepisoderne hørte op igen - efter nogle år? Og så var der jo ikke rigtig grund til at gøre mere ved det. 

Diagnose og operation 

Som det vist er meget almindeligt, blev min NET diagnosticeret ved et tilfælde. Jeg har en finurlig "brokport" ved navlen og fik den ultralydsscannet ved en speciallæge. Det var en hyggelig undersøgelse, og vi sludrede om nogle ting fra mit arbejde. Efter noget tid holdt lægen pludselig op med rigtigt at ville kommunikere. Det syntes jeg var mærkeligt, men tænkte alligevel ikke så meget over det. 

Et par dage efter ringede min praktiserende læge og sagde, at den var helt gal, både med scanningen og med levertal fra en blodprøve. Dér gik jeg i dørken! Ren panik, og hvad gør vi nu? 

Det var før kræftpakkerne; men min læge kæmpede! Allerede efter to dage kom jeg til CT-scanning - i en weekend! 

Jeg havde virkelig ondt af mig selv i starten, men syntes også det var underligt. Min kære svigerfar var død af lungekræft tre år tidligere, og han var virkelig hårdt medtaget. Men sådan havde jeg det jo ikke! Jeg mærkede ingenting. Så jeg trøstede mig med, at det heldigvis var blevet opdaget i tide. 

Så fulgte en lang række undersøgelser, hvor lægerne prøvede at hitte ud af, hvad de havde med at gøre. Måske glemte de lidt at informere patienten, men via en god bekendt fik jeg kontakt til en anden læge på hospitalet, som var klar til at give en form for "second opinion". Da jeg refererede, hvad de "officielle" læger havde sagt om octreotid-scanningen - nemlig tydeligt lysende punkter - udbrød han: ”Pyha, det var godt!” Først dér gik det op for mig, at der var mere håb end først antaget. 

Jeg tror, min lægelige behandling var til ug med kryds og slange, men kontakten med hospitalet var hård. Angsten dukkede op flere gange undervejs: 

• selvfølgelig lige i starten, da hypotesen var en normal pancreastumor, 
• før operationen, hvor overlægen meddelte, at der altså var ca. 20% som godt nok vågnede op igen, men som derefter "gled bort"
• lige efter operationen, da det stod klart, at jeg ikke var opereret på én af de to forudsete måder, men på en helt tredje, 
• og et døgn efter operationen, da jeg var ved at forbløde.  

Disse ting sendte mig bestemt ud i tovene. Jeg husker tydeligt ønsket om at se mine to drenge på dengang 8 og 2 blive konfirmeret. 

Det mest blivende indtryk fra min indlæggelse var imidlertid, at jeg var blevet udstyret med et bundt sonder, som blev siddende i 14 lange døgn. De forhindrede mig i at sove, og anbefalingen på afdelingen var ellers: max søvn. Det føltes som om, personalet var ligeglade med mit søvnproblem - eller måske rettere, at den slags ikke lige passede ind i de gældende procedurer. Jeg blev så vred, at jeg gik i gang med at skrive en 14-siders klage straks jeg kom hjem - dvs. mere adrenalin i stedet for restitution. (Jeg sendte klagen til afdelingen, og de reagerede og tog det pænt - meget pænt faktisk!). 

Som NET opereret skulle jeg selvfølgelig gennem mange års kontroller. Det faste element var en årlig gastroskopi - vist oftest med en indlagt biopsi. Det virkede mærkeligt på mig, at gastroskopierne var hovedelementet, fordi der reelt kun var to undersøgelser før operationen, der sagde: NET! - nemlig chromogranin A blodprøver og octreotid-scanninger. Især scanningerne var øjensynligt afgørende. Jeg fik lavet én under udredningen og én efter operationen, og den sidste viste, at alt var som ventet. Men jeg undrede mig alligevel over, at der ikke lige skulle laves én mere efter måske 5 eller 10 år - bare for en sikkerheds skyld. (For nylig har jeg tænkt på, at der måske har været et par vigtige argumenter imod: 1) scanningerne er sikkert meget dyre, 2) stråledoserne kan sagtens tænkes at være i den høje ende - i modsætning til nutidens fantastiske PET-scanninger). 

10 år går 

Jeg kom mig efter operationen. Det tog tid og handlede nok mest om at få begivenhederne på afstand. Der kom også et par "bølgeskvulp": et psoriasisudbrud og en rodbehandling af en tand. Andre ting kom på lystavlen, og tiden gik. 

Vel sikkert et år efter, fik jeg pludselig voldsom, men kortvarig, diarré. Bare en enkelt gang og derefter flere måneder uden noget. Så skete det igen, nok efter nogle måneder, og det blev nok et rimeligt fast skema, men med stigende hyppighed. Jeg gik til læge, og der var nok lidt korrespondance frem og tilbage med hospitalet. Men da hospitalet allerede fulgte mit tilfælde gennem de årlige gastroskopier, var der "styr på det". Så hvis vi skulle gå videre med de nye symptomer, måtte jeg rykke tilbage til start. Det kviede jeg med ved, for den første undersøgelse ville så være en koloskopi. Her for nyligt har jeg kigget i mine journaler fra kontrolforløbet, og flere gange optræder vendingen "vi har foreslået koloskopi, og patienten overvejer". Det havde jeg virkelig ikke lyst til. Koloskopi var klart den værste undersøgelse, jeg blev udsat for, og det har holdt mig tilbage. 

(Først for nylig fik min søn overtalt mig til at undersøge, om min modvilje mod koloskopi stadig holdt stik. Jeg kom i tanke om en kollega, som imponerede mig ved at fortælle, at sådan én havde han også prøvet, og han havde fravalgt det smertelindrende middel, der skulle være "1000 gange stærkere end morfin". Det havde godt nok været ubehageligt, men ok. Hvad?! Jeg så også en af hospitalets videoer fra vel 2024 om undersøgelsen, og måtte konkludere, at det intet havde at gøre med, hvad jeg havde været ude for. Og endelig er det gået op for mig, at jeg da vist lå alt for lang tid "på køl" før undersøgelsen - ca. 2 døgn - og at den da vist blev hastet igennem ganske kort tid, før personalet skulle hjem fra arbejde. Så nej, det burde ikke være en barriere i dag.) 

Tilfældene med diarré blev gradvist hyppigere, og jeg gik til de praktiserende læger flere gange. Jeg spurgte igen og igen, om vi ikke skulle gå direkte til octreotid-scanningen, da den virkede virkelig sikker, men det blev aldrig til noget. Jeg spurgte om det samme til de årlige kontroller, men lægerne følte sig sikre ved at kigge i tolvfingertarmen og tage biopsier. Efterhånden slog jeg mig til tåls med, at de jo måtte have ret, og at tilfældene nok bare skyldtes, at galdeblæren også var blevet fjernet under min operation. Lægerne havde godt nok forsikret mig om, at fraværet af en galdeblære ingenting betød. Men jeg vidste bedre; jeg kunne jo bare mærke efter, hvordan jeg selv havde det. 

I 2013 var jeg igennem alle kontrollerne og blev erklæret "NET-fri" eller "makroradikalt opereret". 

Den sære bakterie 

I efteråret 2015 var jeg kortvarigt forkølet, og efter forkølelsen fortsatte jeg med at hoste. Det var sådan en tør hoste, hvor jeg altid havde en fornemmelse af belægning på stemmebåndene og måske også noget længere nede. Jeg prøvede flere gange at se, om jeg dog ikke kunne få hostet helt igennem, så fænomenet forsvandt, men det lykkedes ikke. Så jeg udviklede en teori om, at en bakterie var smuttet ind en gang, hvor immunsystemets parader nok havde været nede, og at bakterien nu sad og hyggede sig et sted, sikkert nede i lungerne. 

Nogle år senere stødte der betændelse til i den tand, som jeg havde fået rodbehandlet efter NET operationen. Min yderst kompetente tandlæge kiggede på det flere gange og lavede også en ny rodbehandling som sad helt i skabet, men symptomerne blev kun lidt mindre. Ved hver halvårlig undersøgelse undrede han sig såre og sagde, at til sidst burde jeg nok få skåret rødderne ordentligt over af en tandkirurg. Det vægrede jeg mig ved, da jeg havde en fornemmelse af, at bakterien nok bare var smuttet op i tanden. Og derved blev det (gudskelov!). Fornemmelsen af, at det var samme bakterie, stammer nok fra, at jeg kunne mærke, at de to ting syntes at svinge i takt. 

Tandproblemerne blev efterhånden mindre, men i 2019 begyndte min psoriasis så langsomt at dukke op igen. Det er usædvanligt. Det normale var, at en enkelt begivenhed (f.eks. halsbetændelse med streptokokker) pludselig giver et udbrud, som så langsomt fortager sig over måneder. Jeg kæmpede løs med UV-lys, indtil jeg bare lod psoriasissen brede sig, som den nu havde lyst til. Jeg var igen helt overbevist om, at jeg blot havde et meget fintfølende immunsystem, som godt kunne mærke, at noget var galt - deraf psoriasis - men som endnu ikke helt havde fattet, hvordan man så fik bekæmpet denne sære bakterie. 

I løbet af 2020 (tror jeg) gik den tørre hoste over i noget mere "produktivt", ligesom mit spyt blev mærkeligt, smagen i munden ændrede sig, og en række andre ting. Der stødte stadigt nye symptomer til, og efterhånden kunne jeg udarbejde en liste over 30 (!) distinkte fænomener, som jeg kunne forbinde med denne mærkelige tilstand. Jeg gik også jævnligt til de praktiserende læger og opfordrede med stigende ihærdighed til, om vi ikke bare kunne prøve et eller andet, måske i blinde, og så se om det dog ikke virkede. Det var lægerne ikke så meget for, men tilfældet ville, at jeg for et par år siden fik en byld, og efter den var skåret væk, skulle jeg på penicillinkur. Det virkede! I løbet af få dage svandt symptomerne ind til nærmest ingenting, men symptomerne kom ganske langsomt tilbage - over nogle uger. 

Det har jeg egentlig været ude for en del gange - at symptomerne ret pludseligt er blevet markant mindre for så langsomt at vokse frem igen (desværre gerne efter, at jeg har udbredt mig om, at det hele vist er ved at gå i sig selv igen). Virkelig forvirrende!  Jeg har ledt på nettet, om der dog ikke var nogen med lignende symptomer, som jeg så kunne læne mig lidt op ad? Men nej - ingenting. 

Gennem alle årene med denne sære bakterie er maveproblemerne også fortsat. Men jeg har aldrig forbundet de to ting med hinanden. Maveproblemerne skyldtes jo nok et eller andet, der var sket i forbindelse med operationen, mens den sære bakterie var noget helt andet. 

Jeg er nok bare ved at blive gammel 

Det følgende har intet med NET at gøre, men som alle andre er jeg spændt op i en konkret virkelighed, og det påvirker helhedsbilledet. 

Det er ikke kun kroppen, vi håber, fungerer normalt. Vi forventer også, at hovedet gør. Men her må jeg konstatere, at der har været en del svigt de senere år - dog ikke pga. sygdom. Jeg burde bare have tænkt mig bedre om. 

En vinterkold morgen i 2021 skulle jeg hente avisen udenfor i glat føre, og dér lå jeg med brækket håndled pga. et øjebliks uopmærksomhed. I sommeren 2022 købte jeg nye løbesko, men i de nye sko blev løbeturene dog gradvis præget af, at venstre fod ikke lige syntes, det var helt sjovt. "Det skal nok bare løbes væk!" tænkte jeg. "Det hjælper, når foden er varm!". Men altså, hvor dum kan man være? Efter at have dyrket den taktik et halvt år, blev jeg i foråret 2023 tvunget til helt og holdent at stoppe med at løbe. Jeg havde udviklet en solid svangsenebetændelse. Så blev det vinter 2023/24, og der kom dejligt meget sne. Jeg elsker at skovle sne og holdt mig ikke tilbage på trods af, at min form nok var ret dårlig pga. foden. Det gav ret hurtigt massive problemer i lænd og hofte, og det ville bare ikke gå væk. 

I foråret 2024 tog mine to drenge og ene svigerdatter mig med på roadtrip rundt i Texas. En fantastisk tur, men hvor var jeg dog et skravl. Efter 50-100 meter ved seværdigheder eller indkøbscentre måtte jeg give op og sætte mig på en transportabel skammel. Samtidig kunne jeg hele tiden mærke, at de sære symptomer også var konstant til stede og måske endda blev forværret lidt. Fx. synes jeg, at min psoriasis udviklede sig uheldigt. Takket være en ihærdig fysioterapeut opnåede jeg, at jeg dog i det mindste kunne gå ret langt igen omend med ubehagelige smerter. 

I efteråret 2024 fik jeg en "diagnose" à la "det er nok bare lidt slidgigt nederst på rygsøjlen, og hvis du ikke har hvilesmerter, så er det nok bedst, hvis du indstiller dig på, at sådan bliver det fremover. Der står jo 1960 på fødselsattesten." Jeg prøvede at indstille mig på disse dystre udsigter, men det var svært. Alligevel prøvede jeg at løbe igen, og sjovt nok viste smerterne sig at være mindre under løb end under gang. Men så - under en løbetur kort før jul - var lå jeg pludseligt på jorden. Det skete bare. Og i dagene og ugerne efter var der flere tilfælde, hvor samme fornemmelse af hjertebanken og mangel på ilt pludseligt opstod - også i mindre udfordrende situationer. Så nu også hjerteproblemer! - og derfor i gang med en længere hjerteudredning. Suk! 

Man siger jo, at vi får skavanker, når vi kommer op i årene, men jeg syntes alligevel, at det var i overkanten. Her viser den ene undersøgelse efter den anden, at danskerne er det lykkeligste folkefærd på Jorden, og at det måske særligt gælder folk i 60'erne og 70'erne. Men kan man så virkelig have det på den måde? Jeg syntes, det var svært at få til at hænge sammen. 

(Det skal med, at jeg har arbejdet på fuld tid gennem alle årene - og været glad for det (stort set). Når jeg først har været på plads i kontoret, er det som om, at det har været muligt at koncentrere mig om andre ting og derved få sundhedstingene til at træde i baggrunden.) 

Det lysner 

I marts 2025 blev jeg så træt af prognosen "du kommer ikke til at gå normalt igen", at jeg desperat kontaktede en kiropraktor. Han viste sig at være den gudsbenådede slags af typen, og meget hurtigt fandt han frem til den rigtige diagnose - en forkrampet muskel - som han så gik i gang med at behandle. Det hjalp! Sikke en lettelse! Endelig lidt håb om, at de sidste 4 års endeløse problemer med bevægeapparatet måske alligevel ikke behøvede at være permanente. Det er dog ikke helt væk endnu, for det glimrende forløb hos kiropraktoren blev midlertidigt afbrudt af større og vigtigere ting. 

Miraklet på hospitalet

I marts løb jeg ind i en episode, hvor maven i en uges tid var så dårlig, at selv jeg tænkte "det kan da ikke passe". Min søn opfordrede mig til at undersøge, om det nu også var så slemt med den koloskopi, så - som beskrevet ovenfor - fik jeg det endelig ordentligt undersøgt, og kunne efterhånden se, at koloskopien i 2003 nok havde været en del værre end normalen i dag. Altså skyndte jeg mig at få fat i de praktiserende læger, som sendte mig i et nyt udredningsforløb. 

Sært, nu at blive indrulleret i et tredje sundhedsforløb! Jeg havde ikke meget fidus til to af dem (kiropraktoren var undtagelsen). Jeg havde jo så tit hørt, at alt i maveregionen var ok, så jeg følte, det var omsonst at tage cirka samme tur igen, igen. 

Men ca. en uge efter en CT-scanning, ringede lægerne. De ville gerne være helt sikre, så havde jeg ikke også lige havde lyst til også at tage en PET-scanning? Jeg fattede ingenting, og var vel egentlig ret glad for, at jeg så endelig fik mit ønske opfyldt om en PET-scanning, for det måtte være afløseren til de octreotid-scanninger, jeg havde efterspurgt så ihærdigt meget tidligere i mit forløb.  

Så jeg mødte op til PET-scanningen, som foregik meget anderledes end en 40-minutters octreoid-scanning. Patienterne var der endda også blevet tænkt på, så jeg fik armene op i en smart plastikform, der helt forebygger den sædvanlige indsovning af armene. Dér lå jeg så i kun 20 minutter. Intet ubehag! Efterfølgende kunne jeg SMSe til min kone: "Kører hjem fra wellness nu". 

En uge senere mødte jeg op for at få svar. Først udspurgte en superviseret medicinstuderende mig på kryds og tværs om alt muligt. Meget imponerende, men også ret overvældende så meget de gerne ville vide. Så ind til overlægen for at få besked på scanningerne. Efter en kort introduktion kunne han meddele, at den tidligere NET sygdom var vendt tilbage eller var genopstået, og at den ovenikøbet havde bredt sig til lymfekar, lever og knogler, og at operation var udelukket. 

En af de mest frygtede sætninger i dagens samfund må være "kræften er vendt tilbage og har bredt sig", og jeg blev da også ramt af panik og fornægtelse. Et skud adrenalin ud mellem ørerne efterfulgt af forsikringer om, at det skam ingenting betød. Men heldigvis også en opmærksomhed på, at lægen faktisk sagde: "Det kan vi godt håndtere. Der er hjælp at hente og mange ting, vi kan gøre." 

Det er i sandhed en livsforandrende begivenhed at få sådan en diagnose. I langt de fleste tilfælde må det fuldstændigt kuldkaste tidligere højtflyvende planer og trække fremtiden i en meget mere dyster retning. Men i mit tilfælde gik det altså bare stik modsat. 

Så hvad jeg slet ikke havde forventet, var, at i minutterne, timerne og dagene efter disse nyheder måtte jeg sande, at det slet ikke var dårlige nyheder. Nej, de var gode - ja ligefrem fremragende. 

Her havde jeg i årevis gået og bøvlet med min hjemmestrikkede teori om en sær bakterie, og så kunne jeg på et øjeblik erstatte den med en langt mere slagkraftig og velfunderet teori om, at det "bare" var NET. Der kunne ovenikøbet iværksættes en kur, som også ville dæmpe symptomerne, og det nærmest med det samme. Ikke nok med det - det var jo i virkeligheden maveproblemerne, der havde bragt mig ind, og dem var der nu også styr på. Ja selv hjerteproblemerne kunne jeg efterhånden indse, at det nok også bare var NET. 

Men det er jo en kronisk kræftsygdom? Jo, tak, men lige siden 2003 jeg havde sådan set tvivlet på, om det nu også var rigtigt, at jeg var "radikalt opereret". Denne uro var bare gået lidt i glemmebogen pga. de betryggende meldinger fra hospitalet og de nye problemer med den sære bakterie. At sygdommen - eller rettere symptomerne - var kroniske, havde jeg allerede langsomt måttet erkende. Jeg vidste jo godt, at mine maveproblemer bare var sådan noget, der altid var der, og at jeg næppe heller ville slippe af med den sære bakterie. 

Men altså kræft og ovenikøbet metastaserende kræft? Nix! Jeg har haft denne sygdom i årtier, og endnu har den ikke formået at snuppe så meget som en enkelt arbejdsdag. Der var også metastaser, allerede dengang jeg blev opereret i 2003. Så mon ikke der er en god chance for at holde den gående de sidste 20 år, eller hvad der nu måtte være tilmålt mig? 

Omvendt er det altså SÅ betryggende at vide, at der er et helt team af kompetente læger, der holder øje med den overordnede situation, og som arbejder på at holde mig i live og at dæmpe mine generelle symptomer. Det giver plads og rum til, at jeg og en praktiserende læge kan hygge os med at prøve at dæmpe individuelle symptomer, hvis der stadig skulle være nogen af dem tilbage. Hypokonderspøgelset er endegyldigt manet i jorden; nu hører mine symptomer til på øverste kræfthylde. 

Og så falder det hele tilfældigvis sammen med, at kiropraktoren endelig får skovlen under de problemer med bevægeapparatet, som nok i virkeligheden har fyldt mest de sidste fire år! 

Det kan virke forskruet og overspændt, men for mig personligt antager hændelserne altså nærmest bibelske dimensioner, fx Matthæus evangeliet, kapitel 9: "så siger han til den lamme: »Rejs dig op, tag din seng og gå hjem.« Og han rejste sig op og gik hjem", eller første Mosebog, kapitel 1: "Og Gud sagde: »Der blive lys!« Og der blev lys". (NB: Jeg er ikke religiøs, men Bibelen har immervæk stærke punch-lines.) 

Min nye situation 

Det er helt ny og meget bedre verden, jeg er trådt ind i de sidste par uger. 

Der findes eksperter i min sygdom - mange endda! Og her troede jeg, at jeg var Palle alene i verden - ramt af noget helt unikt. Jeg har også mange lidelsesfæller! De har godt nok vidt forskellige forløb og symptomer. Men mon ikke nogen af dem skulle ligne lidt?

Det håber jeg og glæder mig til at snakke med nogle af dem. 

Og lur mig, om ikke forskerne om 20-30 år har udviklet noget, der helt kan fjerne NET? Det kunne lige ligne dem. Jeg kommer dog næppe med på denne vogn og véd heller ikke, om jeg har lyst. Jeg er oppe i årene, jeg har min NET, det er mine celler, jeg kender mine symptomer ud og ind, NET er en del af mig, og det ville være sært at gå i graven uden min faste følgesvend. 

Selvfølgelig er jeg bange for, om næste scanning viser, at noget nyt er i gærde. Men jeg er altså også bange for at få helt "normal" kræft - nok i virkeligheden mere. Eller noget andet som demens, Parkinson, hjerteproblemer, osv. Men med den nylige NET-diagnose er jeg kommet i den heldige situation, at eksperter nu regelmæssigt vil overvåge en vigtig del af mit overordnede helbred og gribe ind, hvis noget sker. Ikke ringe! 

Jeg er mere bange for at kuren ikke virker, at symptomerne ikke bliver dæmpet så meget som håbet. Det er OK, at de er der sådan lidt i baggrunden - faktisk vil det være en udmærket påmindelse om, at noget er på færde. Men jeg vil godt nok blive ked af det, hvis et/flere af de trælse symptomer vokser op igen og bliver mere dominerende, end godt er. 

Jeg har prøvet at forklare flere, hvorfor jeg er så tilfreds med min diagnose. 

Én reaktion har været: Ja, det må være rart at få vished. Men nej, det er slet ikke det, det handler om. Det er langt bedre. Det drejer sig om pludselig afklaring efter et langt forløb. Sammenkædning af tidligere helt afkoblede symptomer. Den pludselige tro på lindring/bedring. Muligheden for bare at dyrke følgevirkninger i ro og mag i stedet for den evindelige jagt på årsager. Følelsen af at være i trygge hænder, osv. 

En anden reaktion har været: Det virker til, at du har en god coping-strategi. Men nej igen, dette er ikke en strategi, men bare kolde kendsgerninger. Det føles mere som at vinde i lotteriet uden overhovedet at have spillet. 

Og så må jeg erkende, at jeg er kommet til at holde af besøgene på hospitalet. Jeg elsker den der professionelle, fortættede stemning ved undersøgelserne. Det er alvor dette her - ikke en fornøjelsestur! Fornemmelsen af, at alle har et fælles mål. Jeg kan godt lide den tydelige rollefordeling, hvor mit bidrag så er at stille kroppen til rådighed, mens jeg prøver at sørge for, at alle er så afslappede, rolige og positive som muligt. 

Sammenlignet med tidligere tider virker ubehaget ved den slags indgreb stort set til at være væk. Når jeg tænker på de stive 40 minutter en octreotid-scanning varede, og hvor armene til sidst bare blev helt afkoblede værkende lemmer, og hvor hvert sekund mod slutningen var en pinsel. Nu - med PET? Man mærker intet! 

Samme med biopsien. Alting foregår i roligt tempo, folk er koncentrerede og imødekommende. Indgrebet foregår i et lokale med dæmpet belysning, og der gøres alt for, at det skal være så skånsomt som muligt. Så efter biopsien sendte jeg en lidt anden SMS til min kone: "Er færdig med mindfullness nu". Desuden måtte jeg skuffe min meget forstående chef med, at ubehaget altså var mindre end ved en tandrensning. 

Så jeg har meget svært ved at se noget negativt i min nuværende situation overhovedet. Jeg glæder mig egentlig bare til at "leve livet".